At være på en afsidig ø i Indonesien føltes på mange måder som en rejse tilbage i tiden. De lokale lever et simpelt liv, har simple huse, har mange børn. Lige nu har vi ingen elektricitet, det kan vare et par timer, jeg har endnu ikke tændt vores generator. Internettet ryger også, og der er intet signal på min telefon, det er faktisk lidt dejligt. Lige nu kan ingen få kontakt til mig, jeg er helt afskåret fra omverdenen, det giver en ro.
Ølivet er for mig på mange måder blevet et symbol på det familieliv, vi ønsker at leve.
Jeg har været alene med børnene i 2 måneder, imens min mand har været ude at sejle. Da han tog afsted, kunne jeg se tvivlen i ham, det er svært for ham at rejse afsted fra os, der er ingen tvivl om, at vi som familie er det vigtigste for ham, og at alt andet kommer i anden række, men at sejle er også en drøm og en unik mulighed, det ved han, og med min opbakning tog han afsted.
Imens min mand har sejlet, har jeg været fuldtidsmor, lavet mere mad, læst flere bøger, svømmet i havet med mine børn, vi har grinet, leget, vi har lært om tal, de har grædt, syntes jeg er urimelig, men alt i alt har jeg virkelig nydt det, de er jo hvad der virkelig betyder noget, dem jeg vil bruge min dyrebare tid på.
Vi hjemmeskoler, så der er ingen skole, vi skal skynde os at gøre klar til, madkasser der skal smøres, børn der skal hentes. I stedet har hele dagen bare udfoldet sig, børnene giver udtryk for, hvornår de er sultne, jeg arbejder lidt her og der, har lagt møder om aftenen, når børnene sover, og skruet ned for alt det, som ikke var virkelig nødvendigt arbejdsmæssigt, og jeg trives i det.
Jeg niver mig selv i armen, imens jeg kigger på mine børn, hold nu kæft hvor er jeg heldig. Og se lige dette liv, vi har skabt, jeg er stolt, ikke mindst over at vi har turdet skabe det liv, vi drømte om, men også at mine børn er virkelig fine små mennesker, der allerede nu bevæger sig gennem livet med omsorg og betænksomhed for andre. De er ikke de børn, der sidder pænest ved spisebordet, eller altid følger hvad deres forældre siger, men de har noget andet, en kerne der er varm og åben, jeg vil så gerne passe på denne kerne, og mit fornemmeste job er, at de ikke skal passes ned i en kasse, de skal være og gå igennem livet på den måde, de føler er rigtig for dem.
Min kære mand er nu tilbage igen, tiden fløj afsted, og jeg er stolt over både ham og mig, og at vi fik det hele til at gå op i en højere enhed. Jeg er stolt over, at han tog afsted og fik den oplevelse med, men også stolt af mig selv over, hvor godt det er gået på hjemmefronten. Men det skal ikke lyde som om, alt bare har været sjovt og nemt, og nu skal vi også lige genfinde vores fælles rutiner, far ved jo ikke, at Maja nu KUN spiser med den grønne tallerken, og at Matteo altid vil have 5 cashewnødder og det høje "voksen" glas. Ja, der er sket lidt på 2 måneder, men ellers er det meste som det plejer. Men mest af alt er det dejligt at være samlet igen.
Jeg er glad, sådan helt ned i maven. Det ved jeg kan virke provokerende at høre for nogen, for hvem er jeg sådan at gå rundt og være glad. Jeg ved, at mange af de valg, vi har truffet her i livet, kan virke konfronterende for andre, måske det er et spejl til dem selv, måske deres værdier er anderledes end mine. Det rører mig slet ikke, når det er fremmede, der har en holdning til den måde, vi har valgt at leve vores liv på, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke rører mig, når det en sjælden gang imellem er tætte relationer som venner eller familie, som sætter spørgsmålstegn ved vores livsvalg. Det var sværere i starten, jeg blev selv i tvivl om det, vi gjorde, nu også var den rigtige beslutning, og nogle gange endte jeg også med at prøve at justere lidt, så det var mere indenfor normen, jeg blev usikker på mig selv. Men der gik ikke længe, før jeg fandt ud af, at vi så ikke levede i linje med vores værdier, for det er for os netop essensen, kernen i det vi gør, at leve et liv som er i linje med vores værdier som familie. Det tror jeg, der er mange der har svært ved, og det forstår jeg virkelig godt. Vi har så mange krav, vi føler vi skal leve op til, så mange distraktioner omkring os, at vi nogle gange mister kontakten til det. Jeg stiller tit mig selv det spørgsmål, om mine værdier er i linje med de beslutninger, vi tager? Når man er på en ø, hvor der ikke sker meget, er det for mig meget nemmere at mærke, jeg er ligeglad med at min kjole har små huller, og jeg ikke har redt mit hår i et par dage, og at mine børn render rundt med deres t shirts omvendt, for det er alt sammen ligemeget. Men så snart vi tager herfra, begynder de ting at fylde i min bevidsthed, på en helt anden måde end her. Pludselig har jeg lyst til at købe en ny kjole, og mine børns tøj skal sidde rigtigt, lige pludselig tænker jeg mere over hvad andre tænker. Indtil jeg husker mig selv på hvad der virkelig er vigtigt, for os. For os er tid, frihed, nærvær og eventyr især begreber, der beskriver hvad vores værdier lige nu er.
Men måske det også i høj grad er netop kontrasterne i vores utraditionelle familieliv, der gør at vi værdsætter det, vi har. Lidt ligesom at man først rigtig værdsætter det at sove en hel nat uforstyrret, når ens baby sover igennem for første gang. Ligesom at jeg først rigtigt værdsætter solens stråler, når vi har mærket kulden. Og omvendt sætter pris på kulden og det hyggelige ved vinteraftener i Danmark, når vi har mærket solen. Vores familieliv er i skrivende stund skruet sammen på en sådan måde, at vi har 3 baser, Bali, Danmark og her på øen. 3 forskellige slags liv og rutiner, men som alt sammen føles som hjem. Egentlig lever vi vel lidt som nomader, hvilket egentlig er lidt misforstået i dag, da det tit hentyder til rejsende, der hele tiden flytter sig fra et nyt sted til et andet nyt sted. Men nomader havde jo netop et par baser, de alt efter sæsonen flyttede sig rundt imellem, det er meget ligesom os. Det stille ø liv giver måske økuller, hvis vi ikke havde pauser herfra og den luksus der er at gå i et supermarked eller tage i legeland. Mange ville nok drømme sig hen hvor vi er lige nu, men jeg drømmer mig i øjeblikket til Danmark og en morgenstund med rundstykker og pålægschokolade, med besøg af familie der hygger med børnene. Det skal vi heldigvis snart, og jeg længes efter det.
