Bekymringer er livsvilkår, også for mig.
Vi mennesker bekymrer os altid. Vi bekymrer os om, at vi ikke kan styre fremtiden, og i et desperat forsøg på det prøver vi at tænke os til, hvordan vi måske alligevel kan. Bekymringer kan tage mange former, såsom at vi ikke har mere havregryn tilbage til morgenmaden i morgen, eller at hvad nu hvis vi mister vores job, eller at folk ikke synes godt om os. Alt dette gør jeg også, jeg er overhovedet ikke speciel eller en form for overmenneske, hvad disse ting angår.
Men der er en vigtig ting, der er gået op for mig, og det er, at lige meget hvor jeg befinder mig, og hvordan mine livsomstændigheder ser ud, ja, så bekymrer jeg mig stadig. Derfor har jeg taget beslutningen om, at jeg vil bekymre mig om andre ting. Jeg vil bekymre mig om vores drøm om at hjemmeskole, leve på en ø i Indonesien, vores utraditionelle arbejdsliv, hvor vi aldrig rigtig ved, hvad der kommer til at stå på kontoen næste måned, og om at snorkle med mine børn i det åbne hav og om vores parforhold kan hold til at være så intens sammen hele tiden.
I nutiden bekymrer jeg mig om, at vi med regnsæsonen har fået virkelig mange myg, og jeg ved, at nogle bærer dengue. Jeg bekymrer mig også om små ting, såsom at jeg netop har lavet et opslag på Instagram om vores liv. For hvem tror jeg, at jeg er? Er der overhovedet nogle, der gider se et indblik i vores liv, og hvad kan det give dem?
Som du kan se, har jeg bare byttet de bekymringer ud, jeg alligevel ville have, med nogle andre – velvidende om, at bekymringer og frygt er et livsvilkår, ligegyldigt hvor jeg befinder mig i livet.
Jeg tænker ikke på mig selv som et meget modigt menneske, jeg er helt ligesom dig, der læser med. Men jeg har øvet mig og fået nogle gode erfaringer med at tage nogle store, nogle ville måske endda mene livsomvæltende beslutninger. Og nu fortæller de erfaringer mig at det kan lykkes, så derfor er det blevet nemmere og nemmere.
Da jeg var 15 år og lige var gået ud af efterskolen, rejste jeg til Island i næsten et år. Jeg ville arbejde på en gård med islandske heste. Jeg fandt selv muligheden, tog kontakt og fremlagde det for min mor, som heldigvis støttede mig, og afsted drog jeg, i næsten et år i et fremmed land, i en anden kultur, langt ude på landet.
Til den historie bør jeg nævne, at jeg havde nogle hårde år fra jeg var ca. 12 til 14 år. For at sige det lige ud, blev jeg en del af et meget usundt fællesskab og gjorde ting en så ung pige slet ikke skulle, måske som en reaktion på, at min kernefamilie gik itu, da mine forældre blev skilt. Efterskolen blev et kæmpe skift i en ny retning med en ny omgangskreds. Så tanken om, at jeg rejste til Island alene som 15-årig, syntes min mor faktisk var en rigtig god idé. Hvis min historie ikke havde set sådan ud, og jeg ikke havde haft nogle hårde år som ung teenager, havde min historie nok set anderledes ud, så nu er jeg taknemmelig for det.
Det var der, mit eventyr startede, og der fandt jeg mit mod, for det kunne jo faktisk kun blive bedre, der var ikke meget at miste. I årene efter arbejdede jeg i Italien på en campingplads, senere i Schweiz som skiguide, et år i Asien som frivillig og backpacker, og senere på et working holiday-visum i Australien, hvor jeg mødte min i dag mand Luis, inden vi flyttede til Bali, og jeg tog min yogalæreruddannelse, hvilket lagde grobund for den yogaskole, jeg grundlagde i 2017 med min partner.
Jeg har haft et hav af bekymringer, taget et utal af dårlige beslutninger og haft mange nederlag, men imellem alt dette har jeg også opnået drømme og skabt et indre kompas, der nu fortæller mig, at hvis det skræmmer mig, gør ondt i maven, men der alligevel er en kæmpe lyst, ja, så skal jeg prøve at kaste mig ud i det. Så her står jeg, ligesom dig, med bekymringer og usikkerhed, men jeg gjorde det alligevel.
Det kan virke kompliceret inde i en selv, med et hav af bekymringer, det kan føles helt uoverkommeligt. Noget skal gives slip på, vinkes farvel til, måske endda gamle identiteter og en tryghed, det i hvert fald føltes som om, man havde bygget op. Den smerte er svær, men det er konsekvensen – ja, det er prisen.
Jeg husker mig selv på ikke altid at stole på sine følelser; kroppen har det med at sige NEJ til nye, ikke kendte ting. Den vil holde mig tryg og sikker, men det er også den "tryghed", der holder mig fra at gøre mine drømme til virkelighed, til at hoppe ud i det.
Til dig, der læser med, husk at man kan komme langt med små skridt. En lille smule handling hen imod noget nyt og husk at starte i dag, ikke i morgen. Vi har det med at udskyde de ting.
Skrevet af Maria Frisch i December 2024
