At være på en afsides ø i Indonesien føles på mange måder som en rejse tilbage i tiden. De lokale lever et simpelt liv, har simple huse og mange børn. Lige nu har vi ingen elektricitet, internettet ryger, og der er intet signal på min telefon. Det er faktisk lidt dejligt. Lige nu kan ingen få kontakt til mig, og det giver en ro.
Ølivet er for mig på mange måder blevet et symbol på det familieliv, vi ønsker at leve.
Jeg har været alene med børnene i to måneder, imens min mand har været ude at sejle. Da han tog afsted, kunne jeg se tvivlen i ham. Det er svært for ham at rejse fra os, for familien er uden tvivl det vigtigste for ham. Men at sejle er også en drøm og en unik mulighed, og med min opbakning tog han afsted.
Imens han har sejlet, har jeg været fuldtidsmor. Jeg har lavet mere mad, læst flere bøger, svømmet i havet med mine børn, grinet, leget, lært om tal og holdt både tårer og urimelighed. Alt i alt har jeg virkelig nydt det. De er jo det, der virkelig betyder noget.
Vi hjemmeskoler, så der er ingen skole, vi skal skynde os at gøre klar til, ingen madpakker der skal smøres, ingen børn der skal hentes. I stedet har hele dagen bare udfoldet sig. Børnene siger til, når de er sultne, jeg arbejder lidt her og der, og jeg har lagt møder om aftenen, når de sover.
Jeg niver mig selv i armen, imens jeg kigger på mine børn. Hold nu kæft hvor er jeg heldig. Se lige det liv, vi har skabt. Jeg er stolt, ikke mindst over at vi har turdet skabe det liv, vi drømte om, men også over at mine børn allerede nu bevæger sig gennem livet med omsorg og betænksomhed for andre.
De er ikke de børn, der sidder pænest ved spisebordet, eller altid gør hvad deres forældre siger. Men de har noget andet: en kerne der er varm og åben. Den kerne vil jeg gerne passe på. Mit vigtigste job er, at de ikke skal presses ned i en kasse.
Min kære mand er nu tilbage igen. Tiden fløj afsted, og jeg er stolt af både ham og mig, og at vi fik det hele til at gå op. Det skal ikke lyde som om alt bare har været sjovt og nemt, nu skal vi også lige genfinde vores fælles rutiner igen. Far ved jo ikke, at Maja nu kun spiser med den grønne tallerken.
Jeg er glad, sådan helt ned i maven. Mange af de valg, vi har truffet, kan virke konfronterende for andre. I starten tvivlede jeg selv på, om det vi gjorde var rigtigt, og nogle gange prøvede jeg at justere lidt, så det passede mere ind. Men så levede vi ikke i linje med vores egne værdier.
For os er tid, frihed, nærvær og eventyr de ord, der beskriver vores værdier lige nu. Måske er det netop kontrasterne i vores utraditionelle familieliv, der gør, at vi værdsætter det, vi har: Bali, Danmark og her på øen, tre forskellige slags liv og rutiner, men alle føles som hjem.
Det stille øliv ville måske give økuller, hvis vi ikke havde pauser herfra og luksussen ved at kunne gå i et supermarked eller tage på legeplads. Mange ville måske drømme sig hen, hvor vi er lige nu, men i øjeblikket drømmer jeg mig til Danmark og en langsom morgen med hjemmebag, pålægschokolade og familie på besøg. Det skal vi heldigvis snart, og jeg længes efter det.
